Manglende journalistisk etik?

Jeg er i den lidt specielle situation, at der bliver skrevet specialer om mig. Ganske vist mødte jeg op til et interview og gennemførte det, fordi miljøbiolog Nadja Mariager fortalte mig, at hun skulle skrive speciale på en formidlingsdel om hjerneforskning og kønsforskelle.

Derfor blev jeg da også lidt forbavset ved senere at opdage, at specialet ikke så meget handlede om sammenhæng mellem hjerneforskning, miljø og køn, men faktisk lige så meget handlede om mig!
Det havde hun ikke lige nævnt...

Så, som en første kommentar, så er det vel en journalistisk grundregel, at interviewede bliver orienteret om formål og hensigt. Dette skete ikke hverken fra Mariager eller fra vejlederne. Derudover ville det vel være passende, at kritikken bliver sendt til mig, eller at jeg blev inviteret til fremlæggelsen?

Et andet formelt journalistisk kritikpunkt er Mariagers interview af Christian Gerlach, der som udgangspunkt starter med at forklare, at han ikke har læst nogle af mine bøger, hvorefter Mariager ufortrødent går i gang med at give sine personlige fortolkninger af pointer i mine bøger, og beder ham derefter om at kommentere på dem.

F.eks. siger hun, at jeg går ind for pige og drengeskoler og spørger til hvad hans holdning er til det. Det er han så selvfølgelig nødt til at svare det samme som jeg selv ville have svaret, stillet over for sådan en holdning – nemlig, at der er store individuelle forskelle piger imellem og drenge imellem, og at kønsopdeling højst kan være én metode, på lige fod med lavere klassekvotienter, fast tolærersystem, løbende optag osv.

Så der er vi selvfølgelig fuldstændig enige, det er en pædagogisk strategi blandt flere, som kan tages i brug i perioder.

Den pædagogiske konsulent Margit Kjærsgaard fra Frederiksberg bliver også interviewet, men her har N. Mariager meget vanskeligt ved at få hende til at sige noget negativt, hvilket så ender med at blive begrundet med, dels at hun er uddannet lærer og dels at jeg jo er let at forstå, så det er nemt at falde i fælden.

Sådanne interviews er vel fra starten utroværdige, i hvert fald hvis man skal følge Mariagers egne krav om videnskabelighed.

Da deadline så var overskredet for trykning af ”Undervisere”, som sammendraget af N. Mariagers speciale skulle udkomme i, blev jeg ringet op af en journalist fra bladet, som gerne ville have en kort kommentar til en net-nyhed.

Jeg troede, det var god presseetik, at en person, som bliver hængt ud i et blad, får lov at kommentere i samme udgave af bladet, men nej...

Det lykkes så samme journalist at føje spot til skade ved at forkorte i det nedskrevne telefoninterview, så det blev decideret meningsforstyrrende.

En sætning som i telefonen var formuleret således: ”Jeg er ikke hjerneforsker på samme måde som Bente Pakkenberg (som jeg i øvrigt har stor respekt for), som sidder og tæller nerveceller i et laboratorium og studerer dem i mikroskop. Jeg arbejder med neuropsykologi i praksis, genoptræning efter hjerneskader og forskellige skiftende forskningsprojekter, der alle indtil nu har handlet om sammenhæng mellem hjerner og læring.”

Den måtte jeg i næste nummer af ”Folkeskolen” til min skræk se forkortet til ”Jeg er ikke forsker...”
Frygtindgydende....

Sammenhæng mellem hjerneudvikling og opvækstmiljø

Debatten om sammenhængen mellem hjerneudvikling og miljøpåvirkning skal tages; ingen tvivl om det. Derfor er det da godt, at der bliver skrevet specialer om emnet og selvfølgelig er specialer pr. definition opbygget sådan, at skriveren forholder sig kritisk til sit emne – det er netop øvelsen.
Men alligevel ”trækker det lidt tænder ud” at se sig selv fejlciteret så grundigt, og at der i den grad bliver gået efter personen og ikke sagen!

Det første jeg lægger mærke til er, at specialeskriveren Nadja Mariager mener, at jeg gør mig skyldig i et manglende videnskabeligt og videnskabsteoretisk fundament ved f.eks. ikke at benytte primærkilder, men kun sekundærkilder.

Whauu – tænk alligevel at slippe godt fra at kalde Uta Frith, Antonio Damasio, Doreen Kimura og Diane Halpern for sekundærkilder. Der står de i nogle af verdens mest veludstyrede laboratorier og bedriver forskningsforsøg og så er N. Mariager i tvivl om det kan kaldes primærkilder!?

Men ja, jeg refererer også sekundærkilder. Og ja, det primære formål med mine bøger er ikke at deltage i den forskningsmæssige debat, men at bidrage til den pædagogiske debat.

Det andet som springer i øjnene er, at jeg bliver citeret for at mene, at kun hjernens myelisering har betydning for funktion og læring. Det er decideret usandt. Jeg gør altid – både i mine bøger, artikler og foredrag – grundigt rede for, at hjerner udvikler sig som de bliver påvirket til. Nerveceller som ikke bliver brugt de dør og der kommer ikke automatisk nye i deres sted. Til gengæld kan alle – piger og drenge, unge og gamle – hele livet lave flere forbindelsestråde mellem nerveceller, der bliver brugt og holdt i aktivitet.

Jeg kan sikkert angribes for at have udeladt vigtige oplysninger i en eller anden sammenhæng. Den debat er altid værd at tage, for hjerneforskning er et yderst komplekst forskningsområde, hvor meget stadig bygger på mere eller mindre sikre fund og hypoteser. Men lige præcis nerveceller og neurale netværks afhængighed af stimulation og omgivende miljø, gør jeg grundigt rede for.

Og forbavset blev jeg da også, da jeg så N. Mariager citere mig for at mene, at f.eks. sprog kun er tilknyttet venstre hjernehalvdel eller at musikalitet kun er at finde i højre hjernehalvdel.

I min bog ”Seje drenge og Superseje piger” har jeg over ca. 30 sider redegjort for sprogets kompleksitet og fordeling over begge hjernehalvdele og i hjernebarken. Gad vide om hendes vejledere har læst de bøger hun kommenterer på, før de har godkendt specialet?

Eller hvad med hendes henvisning til, at det stort set er dyreforsøg, som er baggrunden for mine og andres konklusioner om børns læring? Mon Uta Frith og Sarah-Jayne Blakemore vil blive særligt glade for at få fortolket deres store arbejde med scanninger og neuropsykologiske test af børn og unges hjerner på den måde?

Interesserede læsere kan selv finde den videnskabelige dokumentation f.eks. i den nyligt oversatte ”Den Lærende Hjerne” af de to forskere (udgivet af Dansk Psykologisk Forlag i 2007.)

Endelig blev jeg faktisk en kende ”stødt” på lærere og pædagogers vegne, ved at se N. Mariager fremstille dem, som mennesker der i kraft af deres lave uddannelsesniveau er ekstremt lette at narre, og derfor til fals for den første og bedste charlatan, som kan trække en kanin op af hatten.

Mon ikke de fleste professionelle i den pædagogiske verden er i stand til at vurdere, præcis hvilke dele af en biologisk /neuropsykologisk vinkel i debatten, de kan bruge til noget i en praktisk hverdag med børn i alle aldre?

Skrevet 10.11.08 - Ann